Dagens blog post bliver måske lidt lang, og med mindre fokus på film og tv-serier.. Agtigt.. Så bær over med mig i første omgang.
For folk der ikke er klar over det, så læser jeg en kandidat i Corporate Communication på Handelshøjskolen i Aarhus og er i øjeblikket i praktik hos et reklame bureau. På trods af, at jeg er på sidste vers af min uddannelse, ved jeg stadig ikke hvor skal ende henne, når jeg kommer ud i det virkelig liv og skal lege voksen.
Da jeg så for få uger siden modtog en invitation til et foredrag ved navn "Kom backstage og hør om markedsføringen af Klovn The Movie" tænkte jeg: "Selvfølgelig! Det er jo oplagt for en filmnørd og kommunikationsstuderende som mig selv! Måske er det, det jeg skal med mit liv?!"
Og foredraget var virkelig godt! Og hold da op, hvor jeg godt kunne tænke mig at ende i en lignende stilling, som foredragsholderen fra Nordisk Film har. Selvfølgelig var han marketingschef, og det er måske lige højt nok at sigte fra start - men pointen er at jeg bare rigtig godt kunne tænke mig at ende i sådan et miljø. At kunne kombinere min uddannelse og job med min interesse for film - og så kunne skabe en karriere ud af det - ja så kunne jeg vist ikke ønske mig mere!
Problemet er så bare, hvordan jeg allerede nu (hvor jeg har lidt under et år tilbage på min kanditat) kan pejles ind på den rigtige retning, der på sigt vil sikre mig et job indenfor den branche?!
Er jeg den eneste, der stadig ikke helt ved hvordan stien mod drømmejobbet ser ud?