torsdag den 31. januar 2013

Fantastisk Disney kortfilm

Jeg ved ikke om I er stødt på den her, har set den eller måske delt den selv, men nu har I i hvert fald mulighed for at få øjnene op for en lille perle. Jeg har set den delt, op til flere gange, på min newsfeed på Facebook over de sidste 2 dage, og jeg blev lidt nysgerrig.

Det er en 6 minutters kortfilm fra Disney, som er blevet nomineret til en Oscar i år. Jeg vil intet fortælle om handlingen, men synes simpelthen den er så kær og hyggelig, at jeg bare dele den med jer.

Enjoy!

torsdag den 24. januar 2013

Når man mister nogen..

..er det som om verden går i stå. Tiden bevæger sig langsommere, en uge varer lige pludselig en evighed og tidspunkter, dage og datoer roder sig sammen. Dagene Ugerne efter jul blev brugt i sådan en tilstand for mit vedkommende.

Den 26. december er jeg omringet af svigermekanikken til en julefrokost, vi ønsker glædelig jul og siger tak for alle gaverne. Telefonen ringer, og jeg bevæger mig ind i det nærliggende værelse for ikke at forstyrre den glædelig post-jule stemning. Mor er i den anden ende, og jeg kan med det samme høre i hendes fortvivlede og grådkvalte stemme at noget er forkert, noget er helt galt. "Din far er død". De ord vi alle ved, at vi på et tidspunkt skal høre. Men vi er alligevel aldrig klar på at høre det, når det tidspunkt så kommer. Og det var jeg bestemt heller ikke. Når samtalen slutter, sidder jeg rystende og hulkende tilbage, og prøver at tænke frem til hvad der skal ske nu. Jeg priser mig lykkelig for min naturlige høflighed, som gør at jeg sidder alene på værelset, i stedet sammen med en flok glade mennesker udenfor døren. Jeg prøver at få styr på gråden, mine opsvulmede øjne og mangel på stemme, men det er en umulig kamp. Jeg stikker hovedet ud, bruger hånden til at signalere "Kom her. Nu!" til Jonas. Jeg giver ham de triste bud, og sender ham ud til at fortælle hans familie det.

Når nogen går bort mellem jul og nytår, ender det hele med at tage ekstra lang tid. Vi skulle vente en meeeget lang uge på at endelig få bisættelsen overstået, og efter det kommer der en stor mængde af praktiske opgaver og papirbunker man skal få styr på. Alt i mit eget liv - forpligtigelser, sociale relationer, jobsøgning, you-name-it - blev sat på hold, for at få styr mors omstændigheder efter. Og fordi jeg simpelthen ikke kunne holde tankerne i ro, blev jeg nødt til at begrave mig i film, serier og bøger. Alt som tvang mig ind i en anden verden.

Først nu, ca. 4 uger senere, kan jeg mærke at jeg er ved at få styr på mit liv igen. Derfor det lange og triste blogindlæg. Men efter 26 år med ups and downs på bagen, har jeg i hvert fald lært én ting om mig selv, og det er, at den bedste måde (for mig) at komme videre, er at komme ud med det!

Tak til jer der holdte ud, og læste til ende :)