'2001: A Space Odyssey' - nr. 89

Hvor det før har taget mig helt op til en uge at færdiggøre nogle af de tidligere IMDB anmeldelser, satte jeg mig ved computeren ikke 15 minutter efter 2001: A Space Odyssey (aka Rumrejsen år 2001) sluttede. Og i dette tilfælde, er det desværre ikke en god ting i. Det var en lang og smertefuld oplevelse at  sidde de 2 timer og 15 minutter filmen varede, og jeg kunne ikke udholde tanken om at udsætte denne anmeldelse for længe. Jeg ved godt jeg indleder både anmeldelsen og filmen ret slemt, men jeg vil på bedste vis forklare hvorfor jeg har det på den måde.  

Recap: 

"2001" er en historie om evolution. Engang i en fjern fortid, var der nogen eller noget der puffede evolution ved at placere en monolit på Jorden (formentlig andre steder i hele universet også). Evolutionen muliggjorde det dernæst for menneskeheden at nå månens overflade, hvor endnu en monolit er fundet. En, der signalerer 'monolit placererne', at menneskeheden har udviklet sig så langt. Nu starter et kapløb mellem computere (HAL) og menneskerne (Bowman) til at nå 'monolit placererne'. Vinderen vil opnå det næste skridt i evolutionen, uanset hvad det måtte være. (Og jeg indrømmer blankt at denne beskrivelse fra IMDB er puttet i Google translate og er copy-pasted derfra. Der er nemlig ingen chance for at jeg kan forklare denne film)

Elefant vurdering:

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte henne, for at retfærdiggøre min ret så barske start på denne anmeldelse, samt forklare hvordan jeg har det i hovedet lige nu. Efter filmen var færdig, skyndte jeg mig ind at kigge på anmeldelserne inde på IMDB, og det var proppet med 10 ud 10 anmeldelser. I don't get it! Mange taler om at det er fordi at publikum nu til dags bare vil have hjernedød action og ikke er kloge nok til at forstå dette såkaldte mesterværk. 

Nu vil jeg vove at påstå at jeg er forholdsvis intelligent (jeg er i hvert fald ikke dum..), er rimelig open-minded og kan godt lide at se film der kræver at hjernen kommer på arbejde. Men den her... Urgh.. For det første er filmen ualmindelig langtrukken! Mange sekvenser trækker rigtig meget i langdrag, og det drejer sig som regel om scener hvor der virkelig ikke sker noget.  Den kunne være halv så lang og så ville vi stadig fatte pointen.

Mit store problem med denne film er dog at plottet faktisk er rigtig interessant. Men fordi aaaaltiiing bliiiiveeer trukkkkeeet iiii laaangdraaagggg, sidder man bare i ren vantro over at det skal tage så pokkers lang tid det hele! Og jeg kan egentlig godt forstå, hvorfor scenerne er så lange og hvorfor der fx. ikke er nogen lyd når astronauterne bevæger sig rundt udenfor rumskibet. Det er for at skabe en form for isolation, og give publikum et mere realistisk billede af hvordan det ville være at op beholde sig ude i rummet. I get it, makes sense. Men det duer bare ikke, når man jeg keder sig så meget over det, at man jeg faktisk er ligeglad med om man jeg falder i søvn eller ej. 

Dette er et udsnit fra en anmeldelse fra IMDB, der forklarer min holdning ret perfekt: "This is not me 'not getting it.' This is me being bored to tears by long stretches of absolutely nothing. Sure, it's realistic, but I find I have no reason to care. No matter the message, no movie can be good without being entertaining." Tak til The_Mantis!

Som en slut note vil jeg dog give den et par pæne ord på vejen. Special effects, kamera arbejdet og selveste set designet er virkelig imponerede. Det er jo en film fra 1968, og det er tydeligt at se at de var årevis foran med både manuskript, tankegang og udførelsen. Men desværre er det ikke et 'lig-med-tegn' for underholdning. Den er bare aaalt for abstrakt og kunstnerisk til at jeg (og min bedre halvdel) kan følge med - eller have lyst til at følge med. Den formår, for mit vedkommende, lige at snige sig op på to meget små elefanter. 

Så farvel til 2001: A Space Odyssey - knap så fedt at møde dig, og håber aldrig vi ses igen!

Trivia:

Der er ingen dialog i de første 25 minutter af filmen og heller ikke i de sidste 23 minutter. Med disse to lange sektioner og andre kortere end dem, er der omkring 88 minutter uden dialog i filmen.

Quote: 

HAL: It can only be attributable to human error. 

The wonders of YouTube

Jeg bliver lige nødt til at give et shout-out til YouTube. Ikke nok med at der findes et væld af sjove videoer der, fx. bloopers(!), men der findes en masse how-to-guides. Og hvis det ikke er gået op for dig hvor meget YouTube kan føje til dit liv, så er det på tide.

YouTube har nemlig lært mig en masse ting, der klart forbedrer mig dagligdag. Okay, ved godt jeg lyder som 'random-tv-commercial-we-hate', men den er squ' god nok. Jeg har lært at strikke, slå masker op, lave en fiskefletning og endda krølle mit hår med et glattejern. Hvis det ikke er smart, ja så ved a squ æ hva' er (på god gammeldags jysk).

Hvad har YouTube lært dig?

Og hvis der er nogen der er i tvivl, så nej... YouTube har ikke bedt mig reklamere for dem på min højt trafikerede blog ;) 

Se..

..hvad postmanden kom og afleverede til mig i morges. Så sød han er...

Ej, spøg til side. Det er jo selvfølgelig fra den BDlive konkurrence jeg vandt, som jeg snakkede om for nogle dage siden lige her.

Det er nogle film, som jeg højest sandsynligt aldrig ville hverken købe eller se hvis det ikke var for konkurrencen. Men det er egentligt meget fedt at få sådanne film ind af døren. Det kan da være der er nogle perler i mellem. Glæder mig helt klart mest til at se 'The American' og 'Over Gaden Under Vandet', hvorimod de andre nok kommer til at vente lidt tid inden de bliver smidt på.

'Full Metal Jacket' - nr. 86

Så er tiden kommet for endnu en IMDB challenge film. Denne gang faldt valget på Full Metal Jacket. Det er en film, jeg har længe gerne ville se, men jeg har aldrig taget mig sammen til det. Thank God for 'årtiets udfordring' hva!?.. Og jeg føler egentlig at udfordringen først er gået ordenligt i gang nu, da de første to film vi så havde jeg set før.. Mange (!) gange før endda.

Recap: 
Filmen omhandler en række soldater under Vietnam krigen, fra da de dukker op i træningslejren til de befinder sig midt i krigen. Men i stedet for at have fokus på Vietnam krigen som sådan, så handler den mere om hvilken effekt militærets tankegang og Vietnam krigen har på soldaterne.

Elefant vurdering:
Som nævnt ovenfor, så omhandler filmen ikke bare Vietnam krigen. En stor del af filmen følger mændene i træningslejren under kommandoen af en syg-i-hovedet-skør sergent Hartman. Derfra kan man tydeligt se at det ikke bare er krigen det handler om, men mere om den dehumaniserings proces der forvandler soldateren fra mænd til dræbermaskiner. Og det var netop det jeg godt kunne lide ved denne film. Fra mit synspunkt er det ikke bare endnu en krigsfilm (om Vietnam), men i stedet følger man disse mænd i en frygtelig og uholdbar situation, hvor de bliver nødt til at forvandle for at overleve.

Dog synes jeg det er ærgerligt, at bruddet fra træningslejren til krigen virker ret pludselig og usammenhængende. Det er meget muligt at det er Kubricks mening, men jeg får en 'two-in-one-movie' fornemmelse. Dog vil jeg sige at jeg synes godt om begge dele af filmen, men manglede nok en form for 'lim' der kunne binde de parter sammen. Den første del af filmen er dog den jeg aller bedst kunne lide. Nej, hvor er det fedt at følge den nådesløse sergent spytte den ene geniale replik ud efter den anden, i forsøg på at knække soldaterne. Det er godt nok imponerende at se og høre!

Derudover vil jeg kort nævne musikken - hvilket jeg generelt er rigtig dårlig til at lægge mærke til. Denne gang opdagede jeg den, for den er ofte meget lystig og virker sommetider lidt malplaceret i filmen.. I og med at det er en krigsfilm. Men et eller andet sted, synes jeg det passer godt sammen med de skøre, nogle gange vanvittige, samtaler soldaterne har og det de gør i løbet af filmen. For filmen har egentlig en del sort humor og er nogle gange ret overdrevet. Men det fungerer!

Jeg var meget i tvivl om hvilken karakter jeg skulle give filmen. Og er egentlig ikke blevet helt enig med mig selv endnu - skal det være 3 eller 4 elefanter? Den diplomatiske og konfliktsky Olivia vil egentlig helst give den 3 1/2, men det har jeg ikke lyst til. En halv elefant ville også se underlig ud.. Så jeg ender nok på 3.. nej 4... nej 3.. shh!.. Okay 3! Og begrundelse bag dette er simpelthen, at hvis jeg skulle se den igen lige nu, så ville jeg højest sandsynligt vælge at stoppe filmen efter træningslejren er slut, og ikke føle at jeg mangler en slutning på filmen. So there you go!

Trivia:
Manden der spiller sergent Hartman, var oprindeligt ikke hyret til at medvirke i filmen, men som konsulent til træningslejr-delen af filmen. Men efter Stanley Kubrick så en 15 minutters lang film hvor manden råber skældsord og sjofle fornærmelser uden at stoppe, gentage sig selv eller vakle (mens appelsiner og tennisbolde bliver smidt i hovedet på ham!), blev Kubrick så imponeret at manden blev hyret til at spille sergenten!

Quote: 
Sergeant Hartman: "You are the lowest form of life on Earth. You are not even human, fucking beings. You are nothing but unorganized grabastic pieces of amphibian shit! You will not like me. But the more you hate me the more you will learn. I am hard but I am fair. There is no racial bigotry here. I do not look down on niggers, kikes, wops or greasers. Here you are all equally worthless."

'Toy Story' - nr. 147

Engang i forrige uge fik vi set Toy Story, og det har simpelthen taget mig så lang tid at færdiggøre denne post. Jeg kan godt mærke 'udfordringen' i denne IMDB challenge, for anmeldelser er virkelig ikke min stærke sider. Men færdig, det blev den alligevel.

Recap: 

Som mange (forhåbentlig) ved, så handler filmen om forskellige legetøjsfigurer ejet af drengen Andy. Hvad Andy ikke ved er at når han forlader lokalet, så bliver legetøjet levende. Woody er favorit legetøjet, men til Andy's fødselsdag får han et nyt legetøj - Buzz Lightyear. Han bliver tilføjet til samlingen, og til Woody's store rædsel bliver Buzz Lightyear nu både vennernes og Andy's nye favorit!

Elefant vurdering:

Det eneste jeg har at sige om denne film er: What's not to love?!... Okay, det er ikke det eneste jeg har at sige, men det er det jeg synes om denne film. Historien er skøn, da man virkelig bliver draget ind i universet. Jeg kan tydeligt huske, at da jeg første gang så filmen, fik jeg det sååå dårligt ved at tænke på alt det legetøj som jeg havde smidt ud. Legetøj, som jeg har været så glad ved engang, som så blev smidt ud til fordel for noget nyt og mere spændende. Og efter at have genset den i denne omgang, kan jeg fortælle at det er en følelse der stadig dukker op i min 24-årige gamle krop. Se det er imponerede! Derudover er den spækket med fantastiske og unikke karakterer, hvor man jeg elsker alle og enhver af dem - selvfølgelig med undtagelse af psykopat nabodrengen Sid.

Jeg var og er lidt i tvivl om den skal have fire eller fem elefanter... But who am I kidding - jeg elsker tegnefilm, og specielt de nye animerede tegnefilm. Og da Toy Story er front løberen for den store invasion af rigtige gode animations tegnefilm, fortjener den at få fem. For Toy Story var jo den første feature film lavet helt af CGI, den første tegnefilm der anvendte så mange almindelige film skuespillere (Hollywood stjerner) til figurenes stemmer, og den første tegnefilm (synes jeg) der på lige grund, henvender sig til både små og store. Den bevægede sig længere og rammer bredere end de gamle og klassiske Disney tegnefilm (som jeg dog også elsker), med en historie der egentlig tilhører børnuniverset, men er fortalt på en måde hvor voksne også elsker den - nemlig som en helt almindelig historie, hvor vi kan relatere til figurerne. Da jeg ikke kan sætte en finger på noget som helst jeg er utilfreds med, kan jeg da ikke give den andet en fem elefanter!

Trivia:

Oprindeligt blev Billy Crystal tilbudt rollen som Buzz Lightyear, men valgte at sige nej. Efter han så filmen, sagde han at karriere-mæssigt var det han største fejltagelse. Efter Pixar fandt ud af det, tilbød de ham en rolle i Monsters, Inc., som han til gengæld accepterede.

Quote: 

Rex: What if Andy gets another dinosaur? A mean one? I just don't think I can take that kind of rejection

Og et eksempel på hvordan en tegnefilm nemt kan henvende sig til et voksent publikum:

Mr. Potato Head: Oh, really? I'm from Playskool. 

Rex: And I'm from Mattel. Well, I'm not really from Mattel, I'm actually from a smaller company that was purchased by Mattel in a leveraged buyout. 

Jeg kan blive ved med at finde eksempler og elementer jeg gerne vil fortælle om, men jeg vil holde her, og til sidst sige: To infinity and beyond!

"It's like one mind!"

Efter en dejlig weekend tur var det på sin plads at skrive et lille indlæg. Specielt da jeg fuldstændig har forsømt bloggen denne uge. Fy skamme!

Dagens indlæg er dog lidt off-topic, da det ikke omhandler noget film eller serie relateret. Men derimod en lille 'situation' fra denne weekend, som jeg ikke kan lade være med at dele.

Det er jo sådan, at min mand og jeg har været sammen i snart et helt årti (shiiit), på trods af vores unge alder. Og de (samfundet, eksperterne, whoever) siger ofte, at efterhånden som årene går, så kommer par til at ligne hinanden mere og mere, da man åbenbart påtager sig mange af hinandens vaner og kopierer hinandens ansigtstræk, bevægelser osv. Og i forbindelse med netop dette, har jeg en lille historie fra lørdag aften, da vi sidder og nyder en lækker middag. Situationen og samtalen udviklede sig cirka således:
---
Jeg sidder og svinger og danser lidt med hovedet, fordi en sang pludselig er dukket op i hovedet
J: "Har du ondt i hovedet?"
O: "Nej, jeg sidder bare og danser lidt til den sang jeg har i hovedet lige nu"
J: "Hvad er det for en sang?"
O: "Det er den der...øøhh.. dum, dum, duuum"
Jeg forsøger at nynne den, imens jeg sidder og danser med hovedet
O: "Jeg kan ikke helt finde ud af det, men duum, dumm, dum.."
J: "Det har bare ikke at være den der.. Dynamite.. Med Taio Cruz..?"
O: "Øhh, hvordan er det den lyder?.."
Hvorefter han så sidder og prøver på at nynne den
O: "Tjo det kan da egentlig godt passe det er den.. "
Jeg nynner lidt mere
O: '"Jo det er det da.. Hvorfor spørger du?"
J: "Det er den JEG sidder og synger i mit hoved..!"
Og latteren udbrød så, imens vi prøvede at regne ud hvorfor i alverden vi sad og nynnede samme sang, uden at nogle af os havde snakket om den..
---
Og så kan jeg kun sige at "it's like one mind" - som Monica Geller siger - kommer til sin fulde ret i dette tilfælde.... Og ja, jeg har set lidt for meget Venner.

Der var gevinst!

Hold da op, jeg har bare slet ikke været så aktiv på bloggen denne uge. Så inden vi tager på weekend-tur, vil jeg skynde mig at mikse et hurtigt indlæg sammen.

I sidste uge postede jeg dette indlæg, i forbindelse med Oscar uddelingen og alle de obligatoriske konkurrencer der finder sted. Jeg var med i tre konkurrencer og meldte også husbonden med til den ene. Så var der mulighed for at afprøve forskellige variationer af Oscar favoritter. Og i går var jeg inde at tjekke BDlive, hvor jeg fandt ud af at jeg havde flest rigtige i den interne (jeg arbejder for hjemmsiden) BDlive konkurrence! Yay! Så bliver der lige tilføjet fire stk. Blu-rays til filmsamlingen. Awesome!

Og for at min gevinst ikke var god nok i sig selv, så fandt husbonden lige ud af, at han også havde vundet en konkurrence inde på Facebook. Så han får et stk. høretelefoner ind af døren.

Jeg har været ufattelig heldig med konkurrencer det sidste halvandet år. Så jeg kan kun anbefale folk at være med i så mange konkurrencer, som nu er muligt! Go for it!

God weekend til jer derude..