Me and my friend, The TV Show

Jeg elsker at se serier, og følger med i mange forskellige. Så jeg ser mange serier, rigtig.mange.serier! Og efterhånden som jeg møder og snakker med flere folk, finder jeg ud af, at det faktisk ikke er alle der har samme behov for at følge med i ALTING som jeg har. Shocking, I know!

Og så begynder jeg at undre mig, psykoanalysere mig selv. Hvorfor er det egentlig jeg følger med i så mange serier??! Her er hvad jeg er kommet frem til, indtil videre:

Konklusion #1: Jeg har en evne til at finde det gode i alt, næsten alt. Så hvis jeg støder på en serie jeg ikke har set, chances are, I will like it! Denne konklusion leder på naturlig vis til den næste.

Konklusion #2: Hvis der er en serie jeg er faldet for, bliver jeg jo naturligvis nødt til at se hvad der kommer til at ske i næste afsnit - og alle de foregående som jeg ikke har set. Selvfølgelig.

Konklusion #3: Denne her er ret sørgelig. Så jeg overvejede 'har jeg egentlig lyst til at smide denne Olivia-fact ud i cyberspace?'. Og det har jeg egentlig ikke. Men hvor fedt er det med en blog som ikke er sandfærdig? Og lidt sørgelig? Og hvis du tænker 'damn, godt jeg ikke er så sørgelig', så har mit blog indlæg i det mindste givet dig lidt bedre selvtillid i dag :).... Okay, moving on! --> Den sørgelige konklusion er, at jeg opbygger et slags bånd (kald det et venskab, if you will) med de her karakterer i serierne. Man (og ved man, mener jeg, jeg) falder for de her mennesker og glæder mig til at se dem på skærmen igen. Og man jeg lærer dem at kende. Og det er fedt når de gør noget og man jeg tænker 'haha, det er så typisk ”random-tv-show-character”’.

Dette leder så til min sidste konklusion, #4: Når jeg så engang mister interessen for en serie, som jeg har fulgt i meget lang tid. Eller når den fx. bare ikke er lige så god, som i de gamle dage, ja så har jeg lidt svært ved at droppe den. For det er jo næsten.. næsten (!).. som at sige til en ven: 'ved du hvad, du er faktisk ikke lige så interessant, som du var engang'. Og det er der jo ingen der har lyst til at høre, vel!

Om der er noget validitet eller substans i mine konklusioner kan jeg ikke kommentere på. Men som jeg ser det lige nu, så giver det egentlig meget god mening.

Nååå ja! Jeg glemte jo næsten den vigtigste. Hermed præsenteres konklusion #5: Jeg er doven! Og jeg er rigtig god til at udsætte de vigtige ting. Så serier - lige som Facebook - er bare et rigtig godt redskab til at udføre overspringshandlinger med!